Henrik Nordbrandts digte undslipper enhver entydig sandhed – og netop heri ligger deres magi. Nordbrandt tror ikke på absolutter og orienterer sig ikke efter det faste. I stedet vender han sig mod det, der er i bevægelse og forandres, og han lader sit lyriske sprog flyde med livets paradokser og skiftende strømninger. I hans digtning mødes skønhed og hæslighed, melankoli og humor brydes, og betydninger forskydes og væves sammen på tværs af tid og sted.
Kommentar